People & Culture praktikant
Kunne du tænke dig at prøve kræfter med arbejdet inden for People & Culture? Er du naturligt nysgerrig på mennesker og organisationsudvikling? Så læs med her 🙋♀️ Vi søger nemlig en praktikant med opstart i efteråret 2026 til vores People & Culture-team i Aalborg.
Hos NORRIQ bliver du en del af et lille stærkt sammentømret team. Samtidig får du indblik i, hvordan det er at arbejde i en intern funktion i et stort konsulenthus, hvor udvikling, læring og et skønt kollegialt fællesskab går hånd i hånd. I vores daglige arbejde gør vi en dyd ud af at skabe de absolut bedste rammer for vores kollegers trivsel og faglige udvikling, alt imens vi understøtter forretningen og NORRIQs strategiske målsætninger 💙
Praktik med fokus på spændende projekter:
Vores praktikforløb er projektorienteret, og du får derfor mulighed for at dykke ned i et konkret projekt, som vi sammen sætter rammerne for. Men hvad er det så for et projekt, du kommer til at sidde med? Omdrejningspunktet for projektet bliver vores employee journey med særligt fokus på at videreudvikle vores onboarding af nye medarbejdere og skabe endnu mere sammenhæng og kvalitet i oplevelsen fra start til slut ✨
Selvom onboarding kommer til at være dit primære fokus, kommer du også til at dykke ned i preboarding og offboarding, så vi kan sikre en rød tråd og en god sammenhæng i medarbejderoplevelsen både før, under og efter ansættelsen. Vi hjælper dig som sagt med at definere retningen og rammerne, men der er også plads til dine idéer og din tilgang til projektet. Du får frie tøjler, og vi er der til sparring og støtte 👏
Så hvad forestiller vi os, du kommer med?
Du er formentlig i gang med en kandidatuddannelse eller professionsbachelor, men dit konkrete uddannelsesområde er ikke det mest betydningsfulde. For os er det vigtigste, at du er nysgerrig på arbejdet med mennesker i en People & Culture-kontekst 🤓 Derudover forestiller vi os bare, at:
Du er struktureret i din arbejdstilgang og god til at holde et godt overblik.
Du er tryg ved at arbejde selvstændigt og tage initiativ (men ’don’t you worry’ hjælpen er ikke længere væk end ved naboskrivebordet) 🫶
Hvis en af dine spidskompetencer er at skyde en masse gode idéer afsted og være kreativ i processen, så er det kun et plus!
Det praktiske:
Som udgangspunkt med opstart pr. 1. september (men det kan vi altid snakke om).
Minimum 3 måneders varighed.
Fleksibilitet ift. eksamener, opgaveskrivning og evt. studiedage.
Frokostordning (farvel til kedelige rugbrødmadder!).
Fast kontorplads i Aalborg og IT-udstyr til rådighed.
Fede sociale arrangementer, som du ikke skal, men helt sikkert har LYST til at være en del af 🤩
Har vi fanget din interesse?
For at søge skal du hverken skrive en lang motiveret ansøgning eller udfylde kedelige, lange spørgeskemaer 🙅️ Så send dit CV allerede i dag. Du kan søge jobbet gennem formularen nederst på siden👇👇👇 Og har du nogle spørgsmål så tøv endelig ikke med at stille dem til vores lille chatbot nede i hjørnet, så vender vi hurtigst muligt tilbage til dig 💙
Ansøgningsfrist: Mandag d. 6. april ✨
Normalt bestræber vi os på at vende hurtigst muligt retur til vores ansøgere, men vi vil gerne give alle en fair chance for at søge. Derfor venter vi med at indkalde til samtaler, til vi er på den anden side af alle de fede events og messer, der venter os i marts og april, f.eks. IT DAY, DSE, MatchMaking, m.m. (hvor vi selvfølgelig håber på at hilse på mange af jer 🤞). Det betyder, at vores svartid desværre vil være længere end normalt.
Én ting kan du dog være sikker på: Du hører fra os!
- Department
- People
- Rolle
- Praktikant
- Lokationer
- Aalborg
- Remote-status
- Hybrid
Aalborg
Om NORRIQ
Siden starten i 2007 har det været vores ambition at skabe en virksomhed, der matchede de behov og udfordringer, vi så hos vores kunder. Vi ville skabe et rådgivningshus med tekniske eksperter, der tager ansvar for digitalisering i hele værdikæden.
Vi er i dag et full-service digitaliserings-konsulenthus inden for ERP, PIM, Data & AI og e-handel. Vi implementerer tekniske løsninger, der digitaliserer og optimerer vores kunders forretning, driften og det daglige workflow.